Rummet

I nat er min rumraket færdig. Den bliver ikke lilla, for det er den for fin til, og hvordan skulle jeg også kunne leve i en verden hvor alt er Lilla uden at det ville blive ensformigheden selv ?
Lilla. Lilla. Tak.

Vi flyver til månen, besøger månepigen. Deler mumrik te og spiller mundharmonika. Sætter kursen mod den kæreste planet og brager afsted lydløst over verdensrummet. Rummet. Vi møder monstre  drager  pastelfarvede planeter. Midt i den mørke tomhed.

Og da tænder du solen for mig. Blænder mine øjne og får mig til at føle. Se. Med mine fingre som stryger din hud og tænder dig som en tændstik der eksploderer og brænder stærkere end solen. Lyset brænder gennem dig. Usynlighed. Og igennem mig. Mig som lyser dig. Dig som lyser mig.

Det hele sitrer. Farvekridtene danser på jorden og verden bliver omringet af lys og farver i afmagt. Selv han mærker vores kærlighed. Strøm. Mit hjerte banker om kap med lyset. Hastighed. Banker igennem huden og lægger sig som en flade om os. Omsluttet.

Og da kysser du mig og firkanten i min mave springer og danser og det gør ondt. Så ondt at det gør godt, selvom tårerne sidder på mine kinder og trøster øjnene, som kun kan se dig når de er lukkede. Når vi flyver og banker.
Jeg ser dig. Mine øjne ser dig.

Når vi ses vil jeg elske dig kærlighedsbarn. Elske.