Forårsfornemmelse

Min sovepose knitrer mens jeg hænger den op over tørrestativet. Måske er det et par minder der falder ud?
Ligenu bekymrer det mig ikke, for jeg er afslappet og glad. Solen hænger som en halogenlampe med et tyndt lag stof over sig og lyser ned.

Igår kom jeg hjem efter at have tilbragt en uge i en god håndfuld rare menneskers selskab. Nogle gamle venner, nogle ukendte da jeg ankom, men alle dygtige og mere hele individer da vi tog afsked.

Jeg kan godt mærke at der er gået en uge, men når jeg tænker tilbage føles det ikke sådan. Nærmere som to dage, når man ser bort fra ankomst og farvel.
Måske dagenes opbygning, med ens holdepunkter, har givet denne følelse i mig, eller blot er det fordi det hele har gået så stærkt.
Det er virkelig nogen af de længste dage jeg har haft på sådant et kursus, og selvom det ikke stikker Diamant Ekstrem, har jeg ligesåmeget lærdom med hjem i rygsækken.

Relationsmæssigt har jeg ikke meget at sige eller gøre. Jeg har fået langt stærkere venskaber med størstedelen, mens der dog kun er kommet en lille håndfuld flere til.
Jeg tror det har noget at gøre med hvor intenst det har været. Jeg har brug for mellemrum og minutter for at kunne huske på mig selv, og derefter finde mig i andre og gøre dem til venner, andet end væsner jeg synes er rare, eller mindre rare. De minutter var ikke at finde, sammenhængende.

Ligenu glæder jeg mig over mig savn til alle disse personer, for jeg ved at alle dem jeg vil kalde mine venner derfra, kommer jeg til at se igen. Der kommer ikke til at være løse ender eller ufuldendte sætninger dervil opløses i solens film.

Jeg glæder mig til imorgen at ville cykle i skole og se byen jeg igår vendte tilbage til i søvn, og som med kirsebærtræer i naboens have, samt venner efter mit skoleskifte, nu lyser op i mig.

Ligenu er alting godt, og nu vil jeg tage tiden til at nyde det.
Farvel.