Min far min søn

Min far og jeg har meget tilfældes.
Det første man nok vil lægge mærke til er hvordan vores yderste lag efterligner hinanden. Både i højde, bredde og ansigtsudtryk. Vores kropsprog falder under samme kategori i enshed, og ligeså bruger vi de samme spor i luften, når en arm skal bevæges eller et ben tager skridt.

Af interesser er vi enige i at musik er vigtigt og rart, og dette kan vi bruge dage, hvis ikke vi kun havde timer, på at lytte til og dele ord om.

På visse punkter er vi dog ikke enige, og selvom bølgerne til tider går højt, er vi ej uvenner. Istedet ved vi blot at vi ikke er enige og lader det være derved, medmindre der er mere at fortælle selvfølgelig.

Vi holder begge af at danse. Både i os selv og i hans lejlighed, når lejligheden sig byder.
En juleaften havde vi koncert i stuen. Der blev spillet rock og skreget til lungerne lå på gulvet og benene var blevet følelsesløse og faldet sammen som gelé hos os alle.

Jeg holder af min far. Det gør jeg virkelig.

For min far; han er noget særligt, for mig.