Slagside

Jeg lægger mit ur for natten selvom jeg imorgen ikke kan huske hvor jeg har lagt det, før lyden af den ensformige alarm blæser min hjerne vågen.

Du. Da tænker jeg på dig, og hvordan du dog lader dig optræde som redningskrans gennem drømmens tågebanker og åbner hjerter.

Men derfor er det stadig tre år siden jeg slog ham. Og fortrød det bitterligt som jeg fortryder det idag.
For da vidste jeg ikke, da jeg ligeledes slog ham for to år siden.
Jeg ved idag.

Men forældre var passive, for det var nok det rigtige at gøre. Slå.
Psykiske tæv. Det havde de før gjort.

Og indeni gør det ondt på ham. Storebror. For det. Er det. Han vil være. Ikke slagsbror eller den der deler slagsider ud til hvermand, over bordet.
Og derfor glemmer han. Sig selv. Mig.