Det er vi ej

Jeg kan ikke lide det når vi bliver afbrudt. Når vi ikke kan tale sætninger færdige i sammenhænge, således ingen bliver forvirrede og verden ej går under. Jeg har ikke lyst til at dette sker os, men det sker os, som det er sket mig. Så mange gange før.
Det dur. Blot ikke. Enten eller.

Også konkluderer du. Da mister jeg lysten til at svare, fordi der intet svar er, men heller ej fordi jeg er enig.

For mig. Undskyld sure opstød.
Men du var træt, og deri kender jeg ikke dig bedre end digselv, såvel som du ej kender mig bedre end migselv.
Det er det her der er galt pige. Det er det her der gør ondt. Det er det her der ændrer os, mod det ingen vil være.
Ikke at vi forliser, men tårer uden indhold er ikke tårer, end blot tomme skaller. Og tomme skaller ruller over kinden i træthed som denne.

Jeg savner dog også når jeg er træt. Du savner dog også når du er træt. Og der er så mange gentagelser at det næsten stikker i hjertet.
Men derfor vil de ej synge falsk. Disse vandkrystaller.

Imorgen er dagen hvor jeg fylder min vindueskarm med foldet papir, selvom jeg burde gøre så meget andet og være så mange andre steder. Andre steder som i dig. I aften tager jeg i dig, og du skal ikke tage i mig. For da går vi fejl af hinanden og finder ikke hinanden. Jeg vil gerne finde dig for en nat. For som sagt, er dette kun begyndelsen. Men jeg har hverken månelys, hav eller bænke i skæret dertil. Romantik er til for at blive slået ihjel af kærligheden. Og da vil jeg ej være romantik, men hellere på morderens side.
Jeg vil hellere elske dig i natmørket end på den perfekte scene. Det er vi ej. Den perfekte scene. Vi er natmørket.