Lyskasteri

Jeg lider det.
Det handler ikke om druk, fuldskab eller lignende synonymer. Det handler om toner. Stemmer.

Om at blive forelsket i toner og lytte ørerne fulde til det indvendige kollapser af trykket.
Farver og fest. Ømme ben. Dystre tanker og egoistisk fællesskab.
Som når mænd uden sort makeup eller læderjakker smadrer instrumenter, eller som når covernumre går undercover bag nylonstrømper.
Om at møde én, eller; nok flere; ukendte ansigter, med kendte undertoner.

Om kameraer der vækker forundring og driller og løber tør for film, men dog ej væk. Om drenge der snakker så hurtigt og er så rare at man på samme tid, vil have mere og gemme sig langt væk.
Som farvefyldte balloner og perlepladekreationer, på mest finurlige steder. Samt sange om vækkeure på russisk. Eller xylofon-trommestikker vendt mod keyboard-ventilationen.

Det er lidt magisk.

Yeah.