134

Jeg var på vej ned ad -vej da de kom løbende efter mig. Pludselig havde jeg to hænder der strakte frem for at tage det jeg holdt i hænderne. De lagde kræfter i og råbte noget jeg ikke forstod, men kunne høre var et spørgsmål. Jeg vendte mig om for at lade som om jeg ville starte en dialog, med det formål at forvirre og løbe om dem, imod vores gamle hus på -vej. Det lykkedes rimeligt og jeg kom omkring dem uden at de fik fat i mig.

Jeg spænede så asfalten gyngede under mig og gav lyd som at løbe gennem en metalcontainer. Jeg nåede vores hus godt før dem, men jeg rystede over hele kroppen og da jeg kom til at sætte nøglen i låsen var det umuligt at ramme. Jeg tænkte for migselv at jeg blot skulle slappe af og gøre det stille og roligt og efter et utal af forsøg fik jeg den stukket i og drejet og svunget mig ind bag døren der baldrede i med et drøn. I præcis sammen hundrededel af sekundtet som jeg, på den anden side af døren, havde sat nøglen i for at dreje låsen for, tog den ene af forfølgerne i døren med en voldsom kraft, som havde han hoppet på selve håndtaget, og selvom jeg kunne høre låsen slå for var det ikke til at vide om de havde nået at åbne døren.

Ihvertfald bankede mit hjerte da jeg vågnede op til dåd.