Et tomt hus er bedre

Og som det første når familien kommer hjem skal de alle have knus og kram fordi vi nu ikke har set hinanden i fire dage. Straks hænger der en kommentar om man er meldt ud af familien siden man egentligt hellere blot vil koncentrere sig om  at færdiggøre fotobrevet, man nu har arbejdet på i timer.

Jeg bryder mig ikke om goddag og farvel, når det er tvang.
Derudover har jeg ikke brug for dyb rungende musik som nu, hvor de er tilbage, end når huset blot står tomt for alle andre end jeg, og her derfor hersker fred og fordragelighed mellem insekterne i væggen. Eller som når huset ligepræcis er mig for tomt og jeg midlertidigt er flyttet ud.

Det er et ramaskrig hver gang, og jeg, kan blot ej, holde det ud. De evindelige skænderier og ubehageligheder der fyger gennem huset med kraft, fordi det skal kunne høres af modtageren i den anden ende. Det er et alt for stort hus.

Jeg tror derfor jeg vil falde tilbage i en drøm. Drømmen hvor månebarnet og jeg var skovens konger, og kæmpede om kamp med monstrene gennem skovbunden og over trætoppene. Hvor vi svævende og hoppede og løb hurtigere end meteornedslag, mens farverige pelsmonstre af uhyggelig karakter greb efter os.
Og vi havde træsværd. Som i kongedømmets hjerte. Det spil jeg altid spillede da jeg var mindre end den dreng jeg indebærer nu, og som jeg altid lod opfylde mig af styrke når jeg var ked af det på nogen. Som oftest på dem.

Men det er lidt forbi nu. For nu har mine brødre også prøvet det, og leget på kongedømmets marker.
Så for nu; vil jeg blot holde mig til den monstrøst fyldte skov af mørke kreaturer, blandt en kampklædt pige med uvist ansigt.