148

Jeg var bagbundet og sad ved et vindue i den ene ende af huset. Det var en hytte. Mørkt træ, brændeovnsopvarmet og med mørk møblering. Sort træ, farvede objekter rundt om i stuen.
Ved væggen til venstre for mig, cirka en syv-otte meter væk sad min lillebroder. Jeg havde en opfattelse af at vi var de eneste to der. Min moder kom og samtalede med Erik. Jeg tror jeg spurgte hende om noget, efter jeg havde tjekket mine lommer og fundet at min mobiltelefon lå deri.

Jeg fandt i løbet af to eller tre dage ud af at far var blevet taget til fange et andet sted også, af en af deres kontakter. En jeg også kendte, men ikke længere kan huske hvem var i drømmen. Jeg kan dog huske chokket over det.
Jeg kom til at tænke på hvad der mon foregik udenfor ligenu. Politiet, min far, gymnasiet og hvordan de ville reagerer. Jeg var jo den bortførte, gidseltagernes barn. Der gik flere dage hvor jeg mest af alt, bekymrede mig for min far. Jeg holder af ham for alt i verden.
Vi sad der en dag mere og langsomt prøvede jeg at koge en flugtplan op.
Først mente jeg at have hørt hvordan min fader var holdt gidsel tæt på huset, og hans tilfangetager virkede nok derfor som en vagtpost også. Det virkede dog ikke til at Erik og Lene var så nervøse for at lukke mig ud, og jeg fik derfor lov til at gå en tur. Med det samme jeg var ude af deres synsvidde løb jeg. Først af en sti der gik fra hovedindgangen, omkring huset, hvor jeg kun var dækket af den tynde hæk der løb hele vejen rundt om huset. Jeg vendte hovedet og kunne se min bror derinde. Han var bange og trist; Havde ikke sagt et ord under tilfangetagelsen og sad blot slukøret og kiggede ned i gulvet. Jeg drejede af ad en sti i direkte flugt fra huset og mundede ud på en lidt større vej. Jeg var ved at falde i rebene jeg var bundet med, men det lykkedes at genvinde balancen. Jeg fortsatte ligeud hvor jeg kunne se to mennesker stå midt i et kryds. Da jeg kom løbende forbi fik jeg øje på våbnet den ene mand holdt og min far som var den anden. Gidseltageren brugte min far som et skjold mod politiet som stod i en linie for enden af vejen. Jeg løb forbi så godt som jeg kunne uden at falde og drejede ind bag det sidste hus på venstre hånd, hvor politiet stod.

Der var fire til otte mand for enden af vejen, samt en ambulance og en lægebil gemt bag de huse jeg også var løbet i dækning bag. Det gik pludselig op for mig at det var Hannerup. Vejen ledte ud i en kæmpe græsmark, med fodboldmål og motortrafikvejen lige ved siden af. Et lille stykke op mod skoven var derfor blot blevet bebygget, ligeså som hytterne i skoven var noget nyt; For mit hoved ihvertfald.

Jeg blev taget imod af en politikvinde der skar rebene af mig. Jeg havde akkurat lige kunne løbe med det om benene, tiltrods for at jeg dog hele tiden havde følt det som om jeg var tæt på at falde på stykket mellem gidseltageren og politiet.
En del af fars bekendtskaber stod der også, men pressen virkede underligt nok dog ikke repræsenteret. Mange kom kort hen og sagde at det var flot og stærkt og godt jeg var kommet ud. Jeg kom til at tænke på det, den ubehageligt situation at sidde der, samt at min bror var i den situation nu, og far i en endnuværre. Jeg havde blot brug for et kram og en der fortalte at det nok skulle gå. Det fik jeg af Günther. En af fars arbejdskammerater der oftest er smilende og flink og glad til mode, når man møder ham. Jeg blev dog afbrudt efter at være blevet holdt om igennem cirka et minut vil jeg tro. En ambulancesygeplejeske ville tjekke mig, og imens fik jeg kaldt den kvindelige politibetjent over. Hun ville gerne fortælle om roden til hele dette optrin.

Hun begyndte at fortælle om et fængsel og straks fremkom historien i mit hovede som en film uden hendes ord, men blot bevægelser og lyde. Jeg så fængselsgangen med de tre celler.Det var ikke som i amerikanske film med tremmer for et lille betonrum. Der var selvfølgelig tremmer, men kun mellem cellerne og rundtom, så at man kunne se hinanden og snakke med hinanden. Under køjerne i den ene side af cellerne kunne man desuden skubbe ting igennem tremmerne, da der virkede til at mangle hveranden tremme, blot fra underkanten af sengen og nedefter, under sengen.
Pludselig kom en mand gående. Han gik imod en samling af tre celler der lå på en række. Han holdt et håndklæde, som han smed ind i den første celle. Det dampede og fangen, en kvinde, trak sig væk. Hun prøvede dog langsomt at gå frem og sparke det over under sengen, hvor kvinden i det næste værelse derfor kunne få fat på det gennem tremmerne. Det virkede i mine øjne til måske at være en slags gift der udviklede en gas man ikke burde indrømme, iogmed at fangen holdt sig for munden, men godt turde sparke til det, så det kom væk.
Kvinden i den anden celle greb derefter ind mellem tremmerne under den første celles seng, og tog det lille håndklæd op. Hun duftede til det, smilede og rev det over i to. Der virkede noget bekendt over hende, selvom jeg ikke helt kunne definere hvad der skabte dette bekendtskab i mit hoved. Hun rev straks det dampende klæde i to og lagde den ene del i frugtskålen, mens hun gik ned bagerst i cellen hvor en mur gik ud hvorbag hun gik ind bag og skjulte sig. Frugterne var tæt på og udfyldte hele synsfelte, og pludselig begyndte de at bevæge sig, nærmeste boble, mens de kravlede rundt om hinanden i den flade skål, og der fremkom pludselig flere forskellige geometriske figurer, efterfulgt at hinanden. Da blev jeg vækket fra min tilfangetager.