Anne Kathrine havde en kæreste. Han var ældre og han var stor. Som den populære fyr man ser i TV serier, der er omkring af piger på High Schoolen og altid bliver snakket om. Vi var blot venner og jeg havde en følelse af at vi altid havde været.
Først var jeg dog til march i Århus by hvor vi i en form for røde og hvide paradeuniformer gik optog som spejdere. Efter optoget der endte i en skov midt i byen med en flod mellem skoven og byen, gik jeg sammen med Mathias og kort efter mødte vi nogen af hans venner. Vi havde det sjovt på banegården, der lidt i stil med Odense banegård var et aflangt center i to etager. Jeg kan huske de på et tidspunkt ville videre ud og feste, nogen sagde de skulle tage til Varde og jeg sagde derfor farvel, og gik udenfor, efter at have overvejet selv at tage et tog hjem. Hvis jeg havde taget et tog da kunne jeg være hjemme igen mellem klokken sytten eller atten, regnede jeg mig frem til.
Jeg gik ud af banegårdscenteret mange gange, for at gå ind og købe noget at spise eller drikke. Efter jeg havde gjort det første gang mødte jeg Nanna på en gang på nederste etage i centeret. Hun var på vej mod sit tog til Kastrup så hun kunne komme med fly derfra. Hndes kæreste fulgte hende på vej til toget, jeg sagde hej og hun kiggede på mig, stoppede og gav mig et farvelknus. Hun trak mig til side og sagde hun havde noget hun ville sige. Jeg kan ikke huske hendes ord. De var neutrale og venlige, og det var vist fint. Hendes kæreste der havde ventet forude på gangen skyndte på hende og de rushede videre for at nå toget.
Jeg gik ud af banegårdscenteret igen og igen, men hele tiden gennem den samme grønthandlerbutik, uden at købe noget, og hvor ekspedienten som og kun blev vækket af mig der gik igennem. Pludselig var jeg hos Anne Kathrine for at hente mine sager og tage hjem, vil jeg tro. Hendes kæreste ville køre mig til stationen og jeg pakkede derfor mine ting. Det stormede og regnede og mine taske blev gennemvåd, men alt deri var pakket i gennemsigtig plast så det gjorde ikke noget. Jeg fik sat mig ind og ligeledes gjorde hendes kæreste, hvorefter han bakkede langsomt ud. Anne Kathrine løb op til min dør og prøvede at åbne den; han havde låst den fra førersædet, tænkte jeg. Jeg råbte af ham. At hans kæreste prøvede at komme ind, selvom jeg vidste det. Han speedede op og jeg råbte til Anne Kathrine at hun skulle give slip. Det gjorde hun heldigvis. Vi kørte ned af vejen og jeg tænkte på at han nok ville have fat i informationerne i min usb-pen. Den fremkom pludselig og var fastsluttet i en USB-port i døren, så jeg. Jeg trak den ud af døren mens vi holdt og ventede i et sving, og da gik bilen ud, såleds at vi blot holdte der.

Vi var klar til at tage afsted mod festivallen, hvilket vi glædede os til. Vi lå i sengen, med tøj, slappede af hver især inden vi skulle gå. Pludselig var der en pige der gik forbi i haven. Jeg undrede mig og spurgte om hun kendte den ukendte pige. Hun havde ikke set hende. Pludselig var der en hel familie, virkede det til. Manden stak sit hoved ind ad det åbne vindue til mit værelse og sagde med høj og klar røst noget i retning af, “sikke dog et dejligt sted.” Han kiggede rundt. “Hvordan er det at bo her?” fortsatte han og kravlede ind ad vinduet i et snustag, inden jeg kunne nå at gøre noget, og stillede sig op ad væggen modsat af hvor vi lå i sengen, og fortsatte med at tale med os. Jeg spurgte hvad de ville og han svarede. “Ingenting. Vi kom bare forbi.” Jeg var mistænkelig på ham. Smilet virkede alt for falskt og familien grinede af os. Jeg rejste mig og bad ham om at gå udenfor igen og holde sig væk. Pludselig ramte en høj hamrende lyd som sten mod metal, min ører gennem vinduet og jeg hoppede ud, efter manden havde gjort det. Til venstre for mig stod en kort pige, med en lufthammer og lavede huller i en betonhældning der gik fra jørnet mellem huslængerne og udfra, hvor der ligger sten på vores terrasse nu.

❧ Før dette var Kirsten her. Hun stod i køkkenet da jeg kom derud og talte med Anne Kathrine. I hånden stod hun med et playstation spil jeg havde lånt af Simon for lang tid siden, i bytte for et af mine. En byttehandel dersom lånehandel, der efterhånden er så gammle at vi begge er ret ligeglade med at bytte vores spil igen, vil jeg tro. Jeg spurgte hende hvad hun skulle med det og hun sagde det var Jettes spil. Jeg sagde det ikke passede, men at det var et spil jeg havde lånt mig af Simon og derfor ikke kunne låne videre ud til Jette. Hun blev straks sur og råbte og råbte noget om hvordan at jeg måtte have det fra min moder pludselig at få ejerfornemmelser efter at have lånt noget. Jeg blev gal og gik, idet jeg tænkte det var ligegyldigt iogmed at jeg som førnævnt tænkte at Simon og jeg nok begge var ligeglade med spillede i lånehandlen, da vi ikke spillede dem længere. Jeg gik ind på mit værelse sammen med Anne Kathrine og historien startede fra øverst.

Fortsat fra før indsnit:
Jeg hev fat i hende og spurgte hvad fanden hun havde gang i, hun svarede at det skulle jeg spørge min kone om. Jeg tænkte at jeg måtte stooe hende og sagde jeg ville se hendes tilladelse for at kunne fortsætte, hun sagde efter lang tid “Servo” og grinede og efter at jeg havde holdt hende og forlangt det flere gange kom det fra hende at hun “havde smidt den i vandet.” Jeg spurgte så istedet om hun havde tilladelse til at bruge sådan en maskine? Pludselig fangede jeg dog noget i min øjenkrog. Det virkede til at nogen var igang med at bryde ind gennem kælderdøren til motorcykelværkstedet. Stueruderne var grumsede og der var intet gulv i stuen indenfor, hvilket gjorde at jeg kunne se det. Det lignede Morfar, Susanne og Marianne. Jeg gav slip og løb. En af mændene i haven fulgte efter. Jeg revkælderdøren op og løb ind, hvor de stod og tog en form for drager på, hvor deres krop var helt skjulte, udover ansigtet. Jeg genkendte Susanne, Paul, Spip og Marianne. Jeg tror Mordat stod i baggrunde, men var ikke helt sikker. Jeg spurgte hvad der foregik, men de svarede ikke. Jeg kunne høre folk vad kælderdøren. Mange folk. Susanne så bekymrende på mig. Jeg løb tilbage, greb en rundt træbat der hang på væggen og så en 10 til 20 folk, vidt forskellige i alder og køn, piger på min alder, drenge endnu yngre, mænd i trediverne og fyrrene samt et par enkelte kvinder i samme aldersklasse som mændene, trænge ind. Kun en tre-fire personer, var lige nået ind, så jeg løb frem og truede dem med battet. De bakkede sig tilbage igen. Pludselig kom der en sten flyvende fra midten af den store mængde folk der var samlet udenfor, og jeg afværgede med held. En stor sten kom imod mig og jeg undveg samt realiserede at jeg måtte væk. Jeg løb tilbage gennem døren til det rum hvor Susanne og de andre var, og nåede lige at lukke døren da endnu en sten kom gjaldende. Jeg kunne se en person løbe gennem den næste dør ind til huset i værkstedet og udenom et hjørne, hvor stenene så kom flyvende imod ham, som var han blevet forvekslet til at være mig, på det sidste stykke inden han var i sikkerhed for stenene. Han nåede som sagt dog forbi og jeg tog i løb og kom forbi samme sted med sten, store og små, flyvende om ørerne. Næsten alle i menneskeflokken var kommet ind og stod lige indenfor døråbningen hvor de blev forsynet med sten udefra. Jeg kunne ikke stoppe det her vanvid. Det var åbenbart en hævnaktion af en slags. Jeg tænkte at der måske var noget, der ville være voldsomt nok. Jeg trådte frem fra mit skjul og ud i stenregning. En sten på størrelse med en basketbold ramte mig i hovedet, og jeg faldt om, gået ud som et tilpustet stearinlys. Jeg så migselv oppefra i drømmen, liggende på gulvet, mellem stenene. En hvis bølge gled ind over billedet og fjernede det fra højre. Og derpå vågnede jeg.

Efter min pakke faldt jeg i søvn. Nanna var der, og på en eller anden led havde vi mødtes igen og snakkede sammen. Jeg fortalte jeg havde savnet hende og efter et spørgsmål i bekræftigelse sagde hun ligeså. Vi gik sammen og talte. Om stort og småt som jeg kun oplevede det inden vi begyndte at ses mere, og det nu knuste forhold blev en realitet. Vi holdt om hinanden og havde det rart.
Det virkede til at vi var i et hus nogenlunde som hvor min faster bor her i byen. Nanna fulgte efter mig hvor hun kunne og jeg havde faktisk intet imod hendes stille nærvær uden det store fysiske kontakt. Vi talte om hvordan hinanden havde det og hun virkede glad for at se mig, ligeledes med at jeg var glad for at se hende. På et tidspunkt ringede Kristian. Om jeg ikke ville hjælpe med et stykke de var ved at sætte op? Jeg sagde ja, havde glemt alt om Nanna og tog ned til ham. Da det viste sig at det var meningen jeg skulle have 15minutter af stykket og forberede alt til, takkede jeg dog nej, Jeg kom i tanke om hende derhjemme og skyndte mig at ringe. Ingen svar. Jeg cyklede hjem med en god fart i ryggen og fandt huset tomt. Hun var væk. Jeg ringede til hende og hun fortalte at hun var rejst et sted hen jeg ikke husker, men ikke syntes langt væk. Hun ville være tilbage om en to-tre dage. Jeg slappede af igen.

Tankebogsnote: Drømmen er efterhånden meget udvisket og der mangler derfor dele af historien og tanker samt deslige, men jeg synes det var en god drøm til trods for at den ikke ville kunne gøre sig gældende, føler jeg.

Jeg var bagbundet og sad ved et vindue i den ene ende af huset. Det var en hytte. Mørkt træ, brændeovnsopvarmet og med mørk møblering. Sort træ, farvede objekter rundt om i stuen.
Ved væggen til venstre for mig, cirka en syv-otte meter væk sad min lillebroder. Jeg havde en opfattelse af at vi var de eneste to der. Min moder kom og samtalede med Erik. Jeg tror jeg spurgte hende om noget, efter jeg havde tjekket mine lommer og fundet at min mobiltelefon lå deri.

Jeg fandt i løbet af to eller tre dage ud af at far var blevet taget til fange et andet sted også, af en af deres kontakter. En jeg også kendte, men ikke længere kan huske hvem var i drømmen. Jeg kan dog huske chokket over det.
Jeg kom til at tænke på hvad der mon foregik udenfor ligenu. Politiet, min far, gymnasiet og hvordan de ville reagerer. Jeg var jo den bortførte, gidseltagernes barn. Der gik flere dage hvor jeg mest af alt, bekymrede mig for min far. Jeg holder af ham for alt i verden.
Vi sad der en dag mere og langsomt prøvede jeg at koge en flugtplan op.
Først mente jeg at have hørt hvordan min fader var holdt gidsel tæt på huset, og hans tilfangetager virkede nok derfor som en vagtpost også. Det virkede dog ikke til at Erik og Lene var så nervøse for at lukke mig ud, og jeg fik derfor lov til at gå en tur. Med det samme jeg var ude af deres synsvidde løb jeg. Først af en sti der gik fra hovedindgangen, omkring huset, hvor jeg kun var dækket af den tynde hæk der løb hele vejen rundt om huset. Jeg vendte hovedet og kunne se min bror derinde. Han var bange og trist; Havde ikke sagt et ord under tilfangetagelsen og sad blot slukøret og kiggede ned i gulvet. Jeg drejede af ad en sti i direkte flugt fra huset og mundede ud på en lidt større vej. Jeg var ved at falde i rebene jeg var bundet med, men det lykkedes at genvinde balancen. Jeg fortsatte ligeud hvor jeg kunne se to mennesker stå midt i et kryds. Da jeg kom løbende forbi fik jeg øje på våbnet den ene mand holdt og min far som var den anden. Gidseltageren brugte min far som et skjold mod politiet som stod i en linie for enden af vejen. Jeg løb forbi så godt som jeg kunne uden at falde og drejede ind bag det sidste hus på venstre hånd, hvor politiet stod.

Der var fire til otte mand for enden af vejen, samt en ambulance og en lægebil gemt bag de huse jeg også var løbet i dækning bag. Det gik pludselig op for mig at det var Hannerup. Vejen ledte ud i en kæmpe græsmark, med fodboldmål og motortrafikvejen lige ved siden af. Et lille stykke op mod skoven var derfor blot blevet bebygget, ligeså som hytterne i skoven var noget nyt; For mit hoved ihvertfald.

Jeg blev taget imod af en politikvinde der skar rebene af mig. Jeg havde akkurat lige kunne løbe med det om benene, tiltrods for at jeg dog hele tiden havde følt det som om jeg var tæt på at falde på stykket mellem gidseltageren og politiet.
En del af fars bekendtskaber stod der også, men pressen virkede underligt nok dog ikke repræsenteret. Mange kom kort hen og sagde at det var flot og stærkt og godt jeg var kommet ud. Jeg kom til at tænke på det, den ubehageligt situation at sidde der, samt at min bror var i den situation nu, og far i en endnuværre. Jeg havde blot brug for et kram og en der fortalte at det nok skulle gå. Det fik jeg af Günther. En af fars arbejdskammerater der oftest er smilende og flink og glad til mode, når man møder ham. Jeg blev dog afbrudt efter at være blevet holdt om igennem cirka et minut vil jeg tro. En ambulancesygeplejeske ville tjekke mig, og imens fik jeg kaldt den kvindelige politibetjent over. Hun ville gerne fortælle om roden til hele dette optrin.

Hun begyndte at fortælle om et fængsel og straks fremkom historien i mit hovede som en film uden hendes ord, men blot bevægelser og lyde. Jeg så fængselsgangen med de tre celler.Det var ikke som i amerikanske film med tremmer for et lille betonrum. Der var selvfølgelig tremmer, men kun mellem cellerne og rundtom, så at man kunne se hinanden og snakke med hinanden. Under køjerne i den ene side af cellerne kunne man desuden skubbe ting igennem tremmerne, da der virkede til at mangle hveranden tremme, blot fra underkanten af sengen og nedefter, under sengen.
Pludselig kom en mand gående. Han gik imod en samling af tre celler der lå på en række. Han holdt et håndklæde, som han smed ind i den første celle. Det dampede og fangen, en kvinde, trak sig væk. Hun prøvede dog langsomt at gå frem og sparke det over under sengen, hvor kvinden i det næste værelse derfor kunne få fat på det gennem tremmerne. Det virkede i mine øjne til måske at være en slags gift der udviklede en gas man ikke burde indrømme, iogmed at fangen holdt sig for munden, men godt turde sparke til det, så det kom væk.
Kvinden i den anden celle greb derefter ind mellem tremmerne under den første celles seng, og tog det lille håndklæd op. Hun duftede til det, smilede og rev det over i to. Der virkede noget bekendt over hende, selvom jeg ikke helt kunne definere hvad der skabte dette bekendtskab i mit hoved. Hun rev straks det dampende klæde i to og lagde den ene del i frugtskålen, mens hun gik ned bagerst i cellen hvor en mur gik ud hvorbag hun gik ind bag og skjulte sig. Frugterne var tæt på og udfyldte hele synsfelte, og pludselig begyndte de at bevæge sig, nærmeste boble, mens de kravlede rundt om hinanden i den flade skål, og der fremkom pludselig flere forskellige geometriske figurer, efterfulgt at hinanden. Da blev jeg vækket fra min tilfangetager.